”Skæld ud på Gud”. Det er titlen på en bog, der er skrevet af tidligere sygehuspræst Preben Kok. Han er gæst hos biskop Tine Lindhardt i denne udgave af ”Søstrene Bisp”, hvor samtalen blandt andet skal handle om magtesløshed.
Preben Kok siger, at vi skal stå ved, at vi i mangt og meget er magtesløse. Vi mennesker tror ganske vist, at vi har magt over vores tilværelse. Men det har vi ikke. Livet tumler med os, nogle gange voldsommere end andre – og vi står ja, magtesløse. Det kan være skræmmende, men det rummer også kimen til håb og mulighed, - noget nyt vokser frem. Hvordan det hænger sammen – og hvad det betyder - det er noget af det, programmet handler om.
I programmet er der imidlertid også en tredje samtalepartner i form af et bibelcitat, et vers fra en salme eller sang, som gæsten har valgt, og som er en fast del af samtalen. Preben Kok har valgt citatet ”Herren svarede: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed".
2. Korintherbrev, kapitel 12 vers 9.
Programrækken ”Søstrene Bisp” produceres i samarbejde med Haderslev stift og Fyns stift.