Langt ude på Amager – i Ørestaden, der hvor metroen har endestation og Fælleden begynder, ligger det meget berømte byggeri ”Ottetallet”, og lige på den anden side af vejen ligger en af boligselskabet AABs nyeste afdelinger.
Ja, der er tale om såkaldt almene boliger til en lejepris på ca. 10.500 kr. om måneden med fri udsigt til Amager Fælled til den ene side og til Københavns tårne til den anden.
Her besøger Mik Schack en ung familie med to små børn for at finde ud af, hvad der dog fik dem til at flytte ud til den yderste del af Ørestaden, hvordan det er at bo der og for at lave mad sammen med familien og for at finde ud af, om det passer, at de har andel i en ko, der går og tygger drøv nede på fælleden.
Men Mik Schack ridser også historien bag det storslåede projekt Ørestaden op og får det sat ind i den rette politiske sammenhæng, inden den indisk inspirerede lamme-ret indtages sammen med lejlighedens beboere.