Hovmod, superbia, er den første af de 7 dødssynder. Man plejer at kalde hovmodet grundsynden eller alle synders moder. Altså er hovmodet den last, alle de andre dødssynder udspringer af.
At være hovmodig er at vurdere sig selv uforholdsmæssigt højt og vise sig. Ofte gør man det ved samtidig at nedgøre andre.

Ordsproget ”hovmod står for fald” er velkendt og trækker på den gamle græske tanke om gudinden Nemesis, der straffede selvhævdende handlinger, der gik over grænsen for det passende. Nemesis er da også et udtryk, vi stadig bruger. Men frygter vi stadig nemesis og mener vi egentlig, at hovmod står for fald?

Er det ikke efterhånden blevet således, at vi gennem vores dyrkelse af talentet, præstationen og selve det at være på og fremme i skoene er begyndt at gøre hovmodet til en dyd frem for en last?
Er Axel Sandemoses Jantelov afgået ved døden og erstattet af en performancekultur, hvor vi lærer børn helt ned på børnehaveniveau at vise sig og tage scenen? Eller kan man faktisk i dag være hovmodig på en elegant og dannet måde?