Dette er historien om et togt, der lovede hæder og eventyr, men i stedet bød på umenneskelige strabadser og død.
NordvestXpeditionen er en dramatisk beretning om den danske søofficer Jens Munk og hans besætnings kamp for overlevelse, da de i 1619 bliver udsendt af Kong Christian IV, med en fregat og en jagt som følgeskib, for at finde den sagnomspundne Nordvestpassage til Østen. Søvejen nord om Amerika til Kina og Indien.
Ekspeditionen bliver fanget i bunden af den iskolde Hudson Bugt af isen om vinteren. Stærkt forfrosne og hårdt angrebne af skørbug bukker 61 søfolk under, kun Jens Munk selv og 2 skibsfæller overlever.
Ved en imponerende og næsten overmenneskelig indsats, lykkes det dem at vende hjem, i det følgeskib, som normalt ville være bemandet af 20 matroser.
Tilbage i kongens København får Jens Munk en forsmædelig hjemkomst. Den mistede fregat er det eneste kongen hæfter sig ved, efter den mislykkede ekspedition.
Filmen er baseret på Jens Munks dagbog, ”Navigatio Septrentionalis” (1624) og beskriver råt for usødet den barske færd.
Jens Munk blev aldrig anerkendt for sit togt og den farefulde hjemrejse, der i dag regnes som en stor søfartsbedrift.
Jens Munk - NordvestXpeditionen er skrevet, instrueret, produceret og finansieret af Ole Japp, der også spiller hovedrollen som Jens Munk. Han faldt over Jens Munks dagbog og blev dybt fascineret af historien om manden, der aldrig af sin samtid blev anerkendt for sit togt og den farefulde hjemrejse.
Japp arbejdede med filmen i 7 år - med optagelser både på Grønland og i Sverige - og i en baggård i Lystrup uden for Aarhus.