To af de mest fremstående medlemmer af det originale Shu-bi-dua, Claus Asmussen og Bosse Hall Christensen, henholdsvis guitarist /producer/komponist og trommeslager/tekstforfatter/idémand, mødtes i foråret 2015 i Shu-bi-dua’s gamle øvelokale i Ordrup.
Det gamle Shu-bi-dua var for længst afgået ved døden, og derfor mente Claus og Bosse, at Danmark manglede et band, der kunne løfte arven. Et band med humor og kant, så da mødet var slut var Shu-bi or not Shu-bi en realitet.
Bandet spiller udelukkende numre fra perioden 1973-1982, også kaldet Shu-bi-duas guldalder, så er du klar til at genhøre numre som ”Hvalen Hvalborg”, ”Nam Nam”, ”Står på en alpetop” og mange flere af de fantastiske landeplager, skal du stille ind på dk4, når vi viser Shu-Bi or not Shu-Bi''s spektakulære koncert fra Horsens Ny Teater.
Ud over Claus Asmussen og Bosse Hall Christensen består bandet af Karsten Lagerman (vokal), John Sørensen (bas) og Klaus Poulsen (Keyboard). Rigtig god fornøjelse!