Årets første afdeling af Grand Slam turneringen afholdes i Helsinki, Finland, hvor vi skal møde verdenseliten inden for standarddans.
2015 sluttede af med, at det russiske par, Dmitry Zharkov og Olga Kulikova, overraskende overtog førstepladsen fra det ellers stabile tyske par, Simone Segatori og Annette Sudol, ved både VM og Grand Slam-finalen i Shanghai. Segatori og Sudol stiller derfor op til denne afdeling som udfordrere, hvilket er en relativ ny rolle for dem at befinde sig i. Begge par har haft en god lang pause fra internationale stævner hen over vinteren, så det skal blive spændende at se, hvad de mange timer i træningslokalet, har gjort ved magtbalancen de to par imellem.
Vores danske par Bjørn Bitsch og Ashli Williamson sluttede 2015 sæsonen af på en flot 5. plads i finalen og har, efter et år med stigende succes, helt sikkert fået blod på tanden efter flere flotte resultater, og måske endda podieplaceringer?