Søndag den 27. august døde Tysklands betydningsfulde og respekterede teaterforlægger Dr. Maria Müller-Sommer i en alder af 101 år. For otte år siden besøgte professor Per Øhrgaard i Berlin-Dahlem Maria Müller-Sommer for sammen med dk4 at optage en samtale til serien ”Øhrgaard med tyskere”.
Til minde om Maria Sommer og hendes virke genudsender dk4 samtalen.
I Dahlem i det vestlige Berlin bor Maria Sommer i en villa, der også rummer Gustav Kiepenheuer Bühnenvertrieb, der er et af Tysklands mest berømte og velanskrevne teaterforlag. Fru Dr. Maria Sommer har stået i spidsen for teaterforlaget siden 1950, og i dag er hun 94 år, men stadig aktiv på forlaget hver eneste dag, som hun har været det i samfulde 65 år. Doktortitlen skyldes, at Maria Sommer i 1945 blev Ph.D som en af de aller sidste, inden krigen var slut. Emnet for afhandlingen var berlinsk teatercensur i det 19. århundrede – et noget pikant emne på daværende tidspunkt.
Hvis nogen kan kaldes et tidsvidne, er det Dr. Maria Sommer. Hun har mødt og forhandlet med de kulturofficerer fra USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen, som andre kun læser om i historiebøgerne. Men hun har også opdaget og præsenteret nogle af de største tyske og europæiske dramatikere, og senere har forlaget også erhvervet sig rettighederne til film og tv-serier som ”Bliktrommen” og ”Berlin Alexanderplatz”.