Pia Olsen Dyhr er formand for Socialistisk Folkeparti, tidligere handelsminister og tidligere transportminister. Men det er ikke det, Marianne Christiansen og Pia Olsen Dyhr taler om i denne udgave af ”Søstrene Bisp” - de taler om sang.
Det kan lyde mærkeligt, når man har en fremtrædende politiker på tomandshånd. Men sang er umådelig menneskeligt – en unødvendig, men åbenbart alligevel nødvendig måde at udtrykke sig på. Hvad betyder det at synge og synge sammen, fælles og i kor? Og betyder det noget for vores samfund? Hvad betyder og har det betydet personligt for Pia Olsen Dyhr? Kan man se på samfundet som stemmer, der skal finde en klang sammen?
Men i programmet er der også en tredje samtalepartner i form af et bibelcitat, et vers fra en salme eller sang, som gæsten har valgt, og som er en fast del af samtalen. Pia Olsen Dyhr har valgt første vers af Grundtvigs salme, salmebogen nr. 241, Tag det sorte kors fra graven:
Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!
Ved hvert skridt i dødninghaven
blomster spire for vor fod!
Englevinger på vor grav
for den brudte vandringsstav!
Palmefugl for askekrukke!
Frydesang for hule sukke!
”Søstrene Bisp” produceres i samarbejde med Fyns stift og Haderslev stift.