Enestående oplevelse i Christian d. 4.´s Bryghus, hvor publikum nu kan besøge et ”Kongernes lapidarium”. dk4 var med under opstillingen.
Hvad stiller man op med de gamle, historiske og originale skulpturer, når de er blevet så slidte af vind og vejr, at de skal erstattes af genhugninger? Jo, de bliver opbevaret på et ”lapidarium”. For at kunne genhugge de nedtagne skulpturer så præcist som muligt, bliver der taget gipsmodeller, hvor alle detaljer er helt tydelige.
Nu kan publikum opleve en enestående samling af originale skulpturer og deres gipskopier i Christian d. 4.’s historiske Bryghus, der aldrig før i dets 400 år gamle historie, har været åbent for offentligheden. Alle udstillede skulpturer stammer fra de kongelige slotte og parker, hvor man i dag kan opleve genhugningerne, men i ”Kongernes Lapidarium” er det originalerne, man kan komme helt tæt på. Et godt eksempel er de såkaldte ”Bortførelsesgrupper”, som billedhuggeren Johannes Wiedewelt skabte til arkitekten Jardins storslåede haveanlæg omkring Fredensborg Slot i årene lige efter 1760. I dag er det flotte genhugninger, man kan betragte, når man går tur i Fredensborgs haveanlæg. Det er her, man kan opleve skulpturerne som en del af det ”gesamtkunstværk”, Jardin og Wiedewelt skabte i fællesskab. De totalt nedbrudte, originale skulpturer kan til gengæld opleves i en helt ny sammenhæng i ”Kongernes Lapidarium”, hvor de spiller flot sammen med de rå og meget rustikke rum i Christian d. 4.´s Bryghus.
En helt særlig oplevelse er det at komme ind i Bryghusets største rum, som billedhugger og arkitekt Mette Marciniak fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme ikke uden grund kalder for ”hestestalden”, da hun viser dk4´s Frantz Howitz rundt. Det er her, man har valgt at opstille den originale rytterstatue i bly af Christian d. 5 skabt i 1688 til det dengang nyanlagte Kongens Nytorv. Da bly meget nemt bliver påvirket af især stærk sommervarme, var den begyndt at synke så meget sammen, at den måtte erstattes, men ikke før, der var taget en gipsmodel. Det skete i 1940´erne, hvor Einar Utzon-Franck stod for den store opgave det var, at finde ud af, hvordan statuen må have set ud, før den begyndte at synke sammen. Det er en bronzeversion af Utzon-Francks arbejde, der siden 1946 har stået på Kongens Nytorv. I ”Kongernes Lapidarium” har man en helt unik mulighed for at sammenligne originalen og gipsmodellen, der begge er udstillet i samme rum oven i købet vis á vis med en gipsmodel af Salys berømte rytterstatue af Frederik d. 5. på Amalienborg Slotsplads.
Går man op på første salen, det såkaldte Stenloft, i Bryghuset, får den besøgende endnu engang den ene overraskende oplevelse efter den anden. Her er udstillingen opdelt i 12 temaer, hvor ét af emnerne er de kongelige Herkules skulpturer. Den fineste af dem alle er henvist til et diskret hjørne, selvom Mette Marciniak helst havde set den som centrum for hele udstillingen på Stenloftet. Der er tale om en original marmorskulptur skabt af den florentinske billedhugger Giovanni Baretta. Den købte og hjembragte Frederik d. 4. fra sin anden ”dannelsesrejse” til Italien. Den er desværre så tung, at det kun var muligt at opstille den, hvor gulvet kunne bære. Til gengæld står gipsmodellen ude i rummet, mens genhugningen kan besøges i Kongens Have, hvor den er det naturlige centrum i Herkulespavillonen.
”Kongernes Lapidarium” er ikke et almindeligt museum, men et levende og arbejdende magasin, hvor Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme har stenhuggere, billedhuggere og stukkatører ansat til forskellige opgaver. Nogle skulpturer forsvinder, andre kommer til, så der vil altid være bevægelse, alt efter hvilke opgaver, der presser på. Mette Marciniak fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme er den, der har ledet hele det storstilede projekt og den, der kender alle de gode historier bag hver enkelt af de udstillede skulpturer. Derfor er det et meget stort privilegium, at netop hun har taget sig tid til at vise rundt og fortælle nogle af de væsentligste historier til Frantz Howitz og dk4´s seere.
Frantz besøgte ”Kongernes Lapidarium” under opstillingen af de mange skulpturer. På det tidspunkt var der endnu ikke sat lys. Det er derfor en meget ”rå” udgave af udstillingen, der præsenteres i udsendelsen ”Et Kongeligt Lapidarium i Chr. d. 4.´s Bryghus”. Der er premiere på udsendelsen fredag den 6. juni kl. 22.00.
Man kan besøge ”Kongernes Lapidarium” alle ugens dage i sommerhalvåret fra kl. 10 til 17, mens der er lukket om mandagen fra oktober til april.