I naturen lærer orangutangmødre deres unger de færdigheder, der er brug for, når de skal klare sig på egen hånd. Men de orangutangunger, der kommer til BOS-stiftelsen har mange gange været på egen hånd eller været stærkt påvirket af mennesker, så de skal lære det hele på ny.
En Orangutangunge har brug for ekstrem meget kropskontakt ellers kan den blive deprimeret, apatisk og dø af stress eller sorg, så de første par år er vigtige.

Når de er veloverstået bliver orangutangerne sendt videre i børnehave. Dvs. de flytter over i store socialiseringsbure sammen med 10-15 andre orangutanger. Her går de hver dag i skovskole, de lærer at klatre i træer, finde føde, bygge reder og at omgås de andre orangutanger.
Når en orangutang er parat til at forlade skovskolen, bliver den flyttet ud på et ø-universitet. På beskyttede flod-øer lever de på næsten samme måder som vilde orangutanger, men de bliver overvåget, og der bliver sat mad ud til dem.

Orangutangerne bor på sådan en ø i mindst to tørre perioder og en regntid. Mens de er på øen, bliver de nøje studeret for at sikre, at de vil kunne klare sig selv i den fri natur. Desværre er det svært at finde egnede områder at genudsætte orangutangerne, og derfor bliver de ofte nødt til at blive på universitetet længere end nødvendigt.

I dette program skal vi følge udsættelsen af de første orangutanger i 10 år, de første udsættelser, af mange. I et bredere perspektiv er der også andre fordele ved at redde orangutangerne. Der sikres nemlig også store områder af orangutangernes tropiske regnskovshjem og dermed reddes også tusindvis af andre arter, der lever i skoven.

En tænksom lille film om et kæmpe stykke arbejde. Ønsker man at vide hvordan det videre er gået orangutangerne kan man se mere på http://orangutanforest.wordpress.com/