Se og hør mere om Peter Thielsts tanker om og arbejde med formidlingen af Kierkegaard i programmet, der er optaget i biblioteket i Søren Kierkegaard Forskningscenteret.
Langt, langt ude er Peter Thielst i familie med Søren Kierkegaards forlovede Regine Olsen. Og de historier, der i familien blev fortalt om den famøse Søren, der så skammeligt svigtede sin forlovede, var ikke smigrende. Alligevel blev den filosofistuderende Peter Thielst yderst interesseret i og optaget af Søren Kierkegaard, først i forbindelse med de eksistentialistiske strømninger under studenteroprøret og en konkret opgave, senere som underviser og forlægger. Peter Thielst-udgivelsen ”Livet skal forstås baglæns, men leves forlæns” blev en kæmpe succes, da den udkom i 1994, og den medvirkede til at åbne den nu genopblussede debat om behovet for en modernisering af Kierkegaards sprog.
Se og hør mere om Peter Thielsts tanker om og arbejde med formidlingen af Kierkegaard i programmet, der er optaget i biblioteket i Søren Kierkegaard Forskningscenteret.
Den 5. maj 2013 er det 200 år siden, at Danmarks verdensberømte filosof, forfatter og teolog Søren Aabye Kierkegaard blev født. Det markerer dk4 i samarbejde med Søren Kierkegaard Forskningscenteret med den helt nye programrække ”Kierkegaards kartel”.
Vært på programmerne er forskningscenterets leder Pia Søltoft, der i hvert program blandt andet spørger en Kierkegaard-forsker, en filosof, en forfatter, en formidler eller på anden måde interesseret Kierkegaard-læser, om hvornår han eller hun kom i gang med læsningen af Kierkegaard. Hvorfor det skete? Hvilken tekst, der blev læst først? Hvad det fascinerende og eventuelt også det frastødende ved Kierkegaard er? Hvad Kierkegaard kan bruges til i dag, hvis han ellers kan bruges til noget. Og hvordan Kierkegaard-fødselsdagen bør fejres?
Ud over Peter Thielst har programrækken følgende deltagere:
Anders Kingo
Anna Libak
Ettore Rocca
Lilian Munk Rösing
Peter Tudvad
Erling Jepsen
Wenche Marit Quist
Thomas Fauth Hansen
Stig Dalager
Jakim Garff
Eberhard Harbsmeier