Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter
Lige nu
Danmark og EU

Havemagasinet: Den lille have

Selv i en lille have er der plads til at udfolde sin haveglæde. Med god planlægning kan man udnytte pladsen optimalt og måske endda indrette den så den virker større end den i virkeligheden er.

Tekst: Louise Møller, Haveselskabet

En lille have, hvor der kun er en terrasse og en grøn græsplæne, virker endnu mindre, fordi den er tom. Lige så snart man fylder noget ind i den virker den meget mere spændende og man overraskes over, hvor mange planter der rent faktisk er plads til. Hvis man tilmed ikke kan se hele haven fra terrassen, får man lyst til at gå på opdagelse og på den måde for man også fornemmelsen af at haven er større.

Indretning af en lille have
Starter du helt fra bunden og skal indrette en lille have, er det en god idé at lave en liste over de funktioner, haven skal indeholde. Skal der være plads til køkkenhave, drivhus, kompost, skur, staudebede, tørrestativ, pergola osv. Undersøg også, hvor der er rart at opholde sig i haven. Måske skal der udover en terrasse tæt ved huset, også være plads til at nyde morgenkaffen i en anden del af haven. Når pladsen er begrænset, er det endnu mere vigtigt at bruge tid på at planlægge haven, hvis der skal være plads til det hele. Hvis man synes den opgave er lidt for svær, kan det her være en god idé at konsultere en havearkitekt, der kan hjælpe med at placere havens vigtigste funktioner.

Havemagasinet den_lille_have_Haveplan_900
Havemagasinet den_lille_have_4_800x1067-bedOpdel gerne haven i rum efter hvilken funktion de har. Rum opdeles af vægge, der kan være mere eller minde gennemsigtige. En klippet hæk kan tage meget plads, men et espalieret frugttræ, et gitter med klatreplanter eller en tremmevæg har samme funktion, uden at de fylder så meget.
Selvom haven deles op i mindre afdelinger, er det stadig vigtigt, at man bevarer nogle lange kig, hvor man for eksempel kan kigge fra den ene ende af haven til den anden. Hvis de lange linjer rammes ind af en pergola, en allé eller en rosenbue, og der placeres et fokuspunkt for enden af sigtelinjen, vil man få fornemmelsen af at haven er endnu større.
Er man så heldig at have det åbne landskab som sin nabo, kan man skabe udsigt, så grænsen mellem havens afslutning og landskabets begyndelse bliver svær at definere.

Kæl for detaljen
Havens elementer opleves tæt på i en lille have, og man ser det hele. Derfor er det vigtigt, at der kæles for detaljen.

Havemagasinet den_lille_have_2_800x1067Det kan være mønstre i belægningen, kunstelementer som for eksempel keramik eller glas, et spejlbassin eller hyggelige stilleben.

Man kan også arbejde med smukke detaljer og kombinationer i beplantningen, men netop valget af planter kan være svært. Er man først blevet grebet af haveglæden, kan det være svært at vælge blandt det enormstore udvalg.

Planter i den lille have
Når der skal vælges planter til den lille have, handler det først og fremmest om prioritering. Når pladsen er begrænset, giver det sig selv, at der ikke er plads til lige så mange planter som i en stor have, men det er også vigtigt, at man beslutter sig for en farveholdning eller en særlig stil i hele haven, så den ikke kommer til at virke rodet.

Vær ikke bange for at plante små træer, buske og klatreplanter. De er med til at give den rummelige fornemmelse, og skabe perspektiv og dybde. Stort set alle buske og træer kan beskæres, så de holder sig i en passende størrelse og ved at stamme dem op kan man have planter i flere lag. Og så giver de frem for alt også haven struktur om vinteren, hvor de fleste andre planter er visnet ned.

Havemagasinet den_lille_have_1_800x476
Gode plantetips til den lille have
• Vælg planter med lang blomstring fx roser, hortensia eller stauder med ekstra lang blomstring.
• Vælg planter med smukt og sundt løv så de også er værd at se på, når de ikke er i blomst.
• Vælg letløvede træer hvor sollys kan slippe igennem kronen, så der bliver mulighed for at plante buske og stauder under.
• Vælg planter med flere højsæsoner (blomstring, frugter og høstfarver)
• Beslut dig for en farveholdning
• Lad de samme planter gå igen flere steder i haven for at skabe sammenhæng.

Læs mere om haveindretning på www.haveselskabet.dk 


   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.