Lynkursus i Kropsholdning
Årsager
Hvad kan jeg gøre?
Selvstudium
Introduktion
Ondt i ryggen?
Det er næsten en almen anerkendt folkesygdom at have ondt i ryggen. Mange mennesker klager dagligt over smerterne, men faktisk kan mange af dem undgås ved simple ændringer i ens hverdag.
Den måde, man sidder, står, bærer ting på eller klæder sig på kan f.eks. være medvirkende til ondt i ryggen. I dette lynkursus vil vi foreslå nogle ændringer, som i længden kan forbedre din kropsholdning og derved afhjælpe smerter og problemer. For at forstå hvad der menes med en god kropsholdning, kan det være nyttigt at kigge lidt på rygsøjlens opbygning.
Rygsøjlen
Rygsøjlen er formet som et 'S' eller et ' spørgsmålstegn'. Den er opbygget af en lang række 'byggeklodser' og på toppen sidder hovedet og balancerer.
Nogle mennesker har tendens til at sveje meget i ryggen og andre lidt. Nogen stikker hovedet frem, mens de går, mens andre falder sammen i hele overkroppen. Hvordan går og står du selv?
Check dig selv
Prøv at stille dig foran et spejl uden sko, og kig på din krop både forfra og fra siden. Kig f.eks på:
- om dine skuldre sidder lige højt
- om du svejer meget eller lidt i lænden
- om du hviler mest på den forreste eller bagerste del af foden
- om dit hoved hviler på toppen af rygsøjlen eller hænger 'foran' kroppen
En god måde at tænke på din holdning på er:
- at man skal ' føle, at man er høj og søger opad'.
- at 'hovedet svæver let på toppen af rygsøjlen'.